bymuseet i bergen museene | lepramuseet

En klagesang av Peder Olsen Feidie (1835)

Forfatteren av denne klagesangen, Peder Olsen Feidie fra Leikanger i Sogn, var pasient på St. Jørgens Hospital. Sangen fra 1835 er den første av fire som Feidie fikk trykket hos boktrykker Chr. Dahl i Bergen og er en sjelden øyenvitneskildring av forholdene på hospitalet i 1830-årene.

Feidie beskriver her sin livshistorie, fra en bekymringsløs barndom til de ulykkelige årene på St. Jørgen. Han forteller om morens gråt og om andres fordømmelse, men også om gavmilde fremmede som kommer med gaver til hospitalet og om pasientenes håp om frelse. Lepraregisteret gir opplysninger som viser at Feidie ble innlagt på St. Jørgen 9. juli 1832. Han led av den glatte formen for lepra og levde i 17 år på hospitalet. Han døde 27. april 1849.

 

 

EN KLAGESANG
Av Peder Olsen Feidie i Hospitalet
 
1. En Ting jeg nu vil bede om,
og det ud af min Fader from:
At han vil naadig være,
for Jesu Skyld mig hjælpe vil;
O Helligaand siig ja dertil.
Og selv min Tanke røre.
Min Tale der udføre.
2. Thi jeg er svag og skrøbelig.
Min Gud, min Gud, forlad ei mig,
det maa jeg daglig bede.
Stor Angest jeg i Hjertet bær,
for Pinen i mit Hoved er,
som Dag for Dag tiltager,
og synet fra mig drager.
3. Jeg tænker paa min Undomstid,
da Verden syntes mig saa blid,
og lystigt var at leve.
Men Lykken vendte sig strax om,
og Sorg igjen for Glæden kom.
Det er det Verden giver,
ja, mig og andre flere.
4. Jeg var omtrent en 15 Aar,
da jeg paa glade Fødder staar,
og kan ei længer komme.
For Sorgen trængte sig saa ind,
Igjennom Hjerte, Marv og Been,
saa det var haardt at tage
imod saa stor en Plage.
5. Saa kom den Tid at Herren til
sig kalde nu min Fader vil
og ende hans elende.
Han fire Børn sig efterlod,
der alde omkring Graven stod,
den Dag hans trætte Lemmer,
blev lagt i Muldets gjemmer.
6. Danaae vi sige som der staaer,
at Abraham nu Loth udspørg:
Hvad Vei vil du nu drage?
Til høire eller venstre Haand,
At Striden ei fornyes skal,
med min og dine Hyrder,
det vil vi ei skal spørges.
7. Saa maae vi skilles fra enhver,
men jeg for Alt en Byrde er,
selv i min Moders Hjerte,
thi hun sig ofte har nedsatt,
ja, mangen Gang har grædt sig mat,
for mig og andet mere,
det veed du best o Herre.
8. Thi Korset vil mig gribe an
og bruser stærk som en Orkan,
der Skib og Last omkaster.
Saa Folket raaber i stor Nød
Ak, Herr e! hjælp os, vi forgaae!
Saa ønsker jeg at finde
Land for all Modgangs Vinde.
9. Her er vel mange Syge til,
ja, mangen Læge sig fremstill',
som kan paa Sygdom skjønne.
Og bringer dem paa Sygehus,
ja lægger dem saa udi Kuur.
Saa de kan Smerten lindre,
og Saaret vel forbinde.
10. Men vi kan ingen Læge faae,
i Hospitalet vi blive maae,
indtil vor Tid er omme.
Som Peder slap af Fængsel ud,
fordi han holdt sig fast til Gud.
Saa bryd O Gud den Lænke,
som vore Lemmer krænke.
11. Jeg gaar paa Gulvet af og til,
naar alting er i Huset still',
da høres Sørgetoner.
Den ene raaber Ak og Vee,
Den anden klager sig dermed
at han maa gaae til Senge.
Ak, Herre Gud! hvorlænge.
12. Den ene haver Saar i Saar,
den Anden han paa Krykker gaaer,
den Tredie kan ei tale,
den Fjerde kan ei Dagen see,
den Femte har ei Hænderne,
Saa kan Enhver vel vide,
Hva Ondt vi her maa lide.
13. I Sanct Jørgens Hospital,
ja over hundred er i Tal,
som venter paa at løses.
O Helligaand vær Styremand,
og føer os saa til Himlens Land.
Did Sjelene vil gange,
der løses alle fangne.
14. Det er de Blindes Trøst og Haab,
og stedse bryder ud det Raab,
at Gud for dem vil lyse.
Saa ønsker jeg at Herren vil
for mine Øine lave til,
en saadan Smør og Salve,
som var af Fiskens Galde.
15. Saa giv vi nu med Qvinden maae
og efter Jesu raabe saa:
Ak Herre, dig forbarme.
For Syndens Skyld vi plages saa,
derfor vi alle bede maae,
at vi kan Smuler finde,
som af din Naade rinde.
16. Og om vi haver Hilsen mist,
saa er vi ei fra Gud bortvist,
det kan vi daglig skue.
Gud sender mangen fremmed Ven,
ja, Høi og Lav, Qvinder og Mænd,
med Gaver som er skjønne.
Og Gud, du dem belønne.
17. Vor Øvrighed vi takke maae,
som Omsorg for os drager saa,
og har et saadant Hjemme.
For dem som Hilsen haver mist,
og er af mange saa udviist,
de maae fra sine vandre,
det hendte mig og andre.
18. Thi det er Herrens Tugteriis,
saa en og hver kan se deri,
at Gud for sit kan raade.
Han giver, tager hvad han vil
Saa tag, O Gud! vor arme Sjel.
Naar vi herfra skal vandre,
giv vi i Himlen lande.
19. Som Vandet i Bethistadam,
og renset blir den første Mand
naar Englen Vandet rører.
Saa renses vi i Sorgens Vand,
som ud af vore Øine randt,
naar vi engang skal flytte
fra denne Trængsels Hytte.
20. Gud giv enhver Trøst i sit Saar.
Der blir engang en Glædes Vaar
efter den Vinters Mørke.
Naar vi skal see den klare Sol
som sidder paa Gud Naadestol;
O Glæde uden Ende
og Trøst for al Elende.
21. Saa raader jeg da En og Hver
at I Exempel af os lær
og paa sig selv ei driste.
Som Pilatus han talte saa
der Jesus for hans Fødder staae
at han har Magt og Vælde
at dømme det han vilde.
22. Nei, det gaar ei nogen an,
men Gud er vist den Viingaardsmand
som Lodderne uddele.
En Deel han sætter Kronen paa,
en Deel og Korset drage maae.
Saa faaer enhver sit Stykke,
som han for Gud skal dyrke.
23. Saa faer da vel, du usle Stand,
i Himlen er vort Fædreland
O, didhen vil vi tragte;
thi her er Judas med sin Hær
og Haven vistnok Verden er
og Synder er de Strænger
som mange derved fænger.
24. Saa slutter jeg min ringe Sang.
O Gud, du gjør ei Tiden lang,
men skee O Gud din Villie.
Mit Ønske er, jeg som er svag,
naar Sjel og Legem skilles ad,
jeg skue maae Guds Throne,
mit Halleluja udsjunge.
Del dette med andre: